Bunk & Elkjær fremsender et udkast til tilsynsrapporten senest 14 dage efter tilsynsbesøget. Lederen har en uge til at give rettelser og kommentarer til rapporten, og indtil rapporten er færdig betragtes udkastet som et internt dokument.
Bunk & Elkjær går gerne i dialog om udkastet, men forbeholder sig ret til at fastholde sine formuleringer, vurderinger og konklusioner. Relevante rettelser og kommentarer indarbejdes i rapporten, og senest 14 dage efter returnering af udkastet fremsender Bunk & Elkjær den endelige rapport til kommunen eller regionen, som herefter selv varetager offentliggørelse og formidling.
Brugere og pårørendes navne registreres af tilsynet, men er anonyme i rapporten af hensyn til offentliggørelse og mulighed for anonymitet. Ledelsens og medarbejdernes navne registreres i udgangspunktet i rapporten, idet disse har et ansættelsesmæssigt forhold til tilbudet. Efter individuel vurdering kan medarbejderne anmode om anonymitet, og tilsynet vil i forbindelse hermed foretage et skøn og en vurdering af rimeligheden i ønsket om anonymitet.
Bunk & Elkjær er ikke en myndighed og sagsbehandler ikke klager. Der ydes relevant klagevejledning og samarbejde med myndigheden afhængig af situationen. Konsulenterne som arbejder for Bunk & Elkjær har tavshedspligt og er omfattet reglerne i Forvaltnings- og Offentlighedsloven. Forud for tilsynets start skal der være klare aftaler om, hvem der er kontaktperson for den ansvarlige myndighed og hvordan vedkommende træffes i tilfælde af en akut opstået situation. Eventuelle tiltag i forhold hertil besluttes alene af myndigheden efterfølgende.
